Kunst på Arbejdspladsen har i udstillingen her samlet tre af de mest iøjnefaldende malere, der debuterede i firserne. I denne udstilling ser vi hvad de arbejdede med i den sidste halvdel af 90'erne. De tre er Michael Kvium, Peter Bonde og Erik A. Frandsen.
Alle tre malere tager udgangspunkt i nære ting. Kvium endog i meget nære organagtige konstruktioner med titlerne Basic Rhythm II og så nummereret derudaf og der er sikkert mange flere. Frandsens titler er mere familiære: Balance - Annette på Skagen, Balance - Laika i bad osv. Så man må tro, det handler om familieidyl og måske en form for malerisk idyl. Lidt mindre familiær, og lidt mere poppet bliver Bonde. Ellers er hans liv bare lidt mere flashy. Her er titlerne det samme som der står på billedet: Sexy Woman, Loop, 35mm Camera, Porno, Destroy Artist, Slow motion.

Jeg tror, der er mange, der ikke kan lide Bondes malerier, fordi det ser ud som om, det er for nemt. En lidt tyndt opblandet farve smøres på med bred pensel og så et ord der skrives med pegefingeren, mere banalt kan det ikke blive. Og jeg kan da godt forstå dem, der synes det. Lidt banalt må hans univers da også se ud, men der er en friskhed, en ligefremhed, og en måde at føre dagbog over sit liv på. Nu kan der jo gå lidt modeord i den, som om filmen skal føres ind i maleriet med disse henvisninger. Og hvis der er en sammenhængende historie imellem de udstillede billeder, så må historien se ud som følger: (porno)film er fedt og mere sindsoprivende end billedkunst. Men alligevel er der noget i billedkunsten, som driver ham og andre til at vende os mod dem. Jeg ved ikke, om Bonde på den ovennævnte måde bruger maleriet til at referere oplevelser og tanker fra sit liv, eller om der også er en form for spil mellem ordets og maleriets måder at referere på, på en eller anden semiotisk facon. Men det må vi lade stå hen til en anden gang.
Hvor Bondes billeder er udadvendte og pågående, så er Kviums billeder rettet mod organerne. Kvium har længe lavet to slags billeder. Nogle symbolske med dobbeltkønnede væsener og nogle med organer i forskellige formationer som disse Basic Rhythm II-billeder. Begge slags billeder kan ikke undgå at handle både om genteknologien og om kroppens stadige opløsning. Men også om kropsdele, der indgår i nye forbindelser med hinanden på en eller anden surrealistisk og ikke særlig hyggelig facon. Kroppen er blevet åbnet og har fået organer som selvstændige aktører. Kroppe er ikke længere noget naturligt, det er noget, vi skaber.
Og selvom Kviums billeder har at gøre med vores inderste, så er de malet med en distanceret præcision, som gør dem mere distancerede og reflekterede, og når de er bedst, kan en kølig fornemmelse af uhygge brede sig.
Mere hygge og glade farver er der i Frandsens nye malerier fra familiens fotoalbum. Og de står sådan set meget godt mellem Bondes ydre pågående poppede refleksioner om medierne, og Kviums indre landskaber. For lige derimellem er de mennesker vi omgås, vores familie og de stuer vi går i. Også her er alting ligetil. Vi lever og vores liv komponeres ligesom billederne, og Frandsen har det sjovt imens han maler.

Kaspar Bonnén