GUNNAR AAGAARD ANDERSEN var en slags pionér inden for dansk modernistisk kunst for en årrække siden. Det er han stadigvæk. En af dem, der "finder på". En af dem, der eksperimenterer. Han har eksperimenteret med lysets brydninger, og han har eksperimenteret med farvens væsen. Og han har haft foden inden for på Det Kongelige Danske Akademi for de Skønne Kunster og har fået lejlighed til at vise en ung kunstnergeneration nye veje.

IB GEERTSEN var med til at introducere den "konkret-realistiske" kunst i Danmark - den renfærdige, næsten geometriske abstrakte kunst. Det samme gælder for OTTO H. SVENSSON.

Dette firkløver er rygraden i en udstilling om modernisme, som ikke er af den allernyeste, men som har været med til at bane vejen for alt det, vi siden har set. Og INGER HANMANN har specialiseret sig i emaljens vanskeligt tilgængelige kunstform. Den kunst, der er nærmest grå, når den kommer i ovnen, men lyser op i farve, når ovnens varme sætter ind. Også hun må forudse. Der er "forudseere" alle sammen. Og de har forudset kunstnere som ANNE-LISE RATHSACH og DAVID RUBELLO. De har arbejdet jævnsides med en kunstner som GRETE BALLE, i dag en kendt væver.

I flere år har de givet anledning til debat, og de vil blive ved med at være i stand til at sætte debatter i gang. Er det kunst? En inderkreds har for længst accepteret dem. Men er det kunst for alle os andre? Bør deres arbejder hænge på kontorvægge? På kantinevægge?

Grete Balle's mand, maleren Mogens Balle, har formuleret spørgsmålet, som er umuligt at svare på. Med særligt henblik på kantinevæggene.

Han siger: "Hvordan skal kunst egentlig se ud for at få en spegepølsemad til at glide lettere ned?"

Og dermed mener han, at kunst ikke bare er til for at fremme fordøjelsen og det almindelige arbejdshumør. Men for at sætte vores tanker og vores sind i gang. Og på det område er de fleste af denne udstillings deltagere stadig pionérer.

Virtus Schade, ca. 1973