Ole Schwalbe (1929-1990) var én af kunstnerne bag det legendariske Linjen II., der blev stiftet i 1947.
Konkret realisme kaldte de unge mennesker deres kunst - en kunst renset for alt overflødigt. Væk med det romantiske fortidsskvalder, væk med myten om det ensomt skabende kunstnergeni, væk med illusionskunsten og væk med en kunst, fabrikeret udelukkende for feinschmeckere.

I skarp, ofte uforsonlig konfrontation med Cobra-kunstnerne, ville Linjen II lave en kunst, som ikke gav sig ud for mere end den var. Et maleri, som udelukkende koncentrerede sig om at være maleri med klare linjer og geometriske former på en flade, som meget demonstrativt fastholdt sin 2-dimensionalitet.
Med oprettelsen af Statens Kunstfond i 1956 blev det hurtigt klart, at kunstnere som Poul Gadegaard, Ib Geertsen, Gunnar Aagaard Andersen og Schwalbe selv havde en stor fremtid for sig som kunstleverandører til det danske folk.

De store dekorative flader, holdt i rene farver, egnede sig fortrinligt til at komme ud i rummet, ud til fabrikshallerne, DSB-stationerne, kantinerne, husgavlene, hospitalerne og hvad der ellers findes af offentlige og industrielle bygninger i det sociale rum. Det skulle være en kunst for alle uden nogen som helst form for metafysik eller dikkedarer. Den rene vare, tak.

Ole Schwalbes malerier er fuldstændigt gennemførte i deres næsten asketiske renhed. Farver og former er lavet med en zen-munks selvdisciplin, alt er stramt matematisk med rette vertikale og horisontale linjer, cirkler, kvadrater og perfekt krydsende skæringspunkter.
Meget er taget fra Piet Mondrian. Den ultra-skrabede farveskala grå/sort/hvid/rød (Mondrian undte dog sig selv blå og gul), de rette linjer og en farve påført så den ligger så langt som muligt fra ekspressionisternes hektiske malemåde. Senere blødes der dog op. Diagonaler, ovaler og ellipseformer skaber en vis form for dynamik ligesom farven nogle gange nærmer sig en kælen sensualisme.

Som Victor Vasarely er Schwalbe meget optaget af optiske fænomener, som det kan ses i "Efterbillede, rosa/violet". Danskeren undgår dog den sterilitet, man ofte finder hos Vasarely, måske fordi man aner nogle næsten religiøse motiver og længsler bag den på overfladen så puritanske kunst. Titler som "Romersk nat", "Lyset er sort" og "Med Willumsen i Venedig" indikerer, at der banker en følsom, poetisk og endog humoristisk sjæl bag den noget spejderagtigt rettroende socialistfacade.

Lige så lidt som Poul Gadegaard går Schwalbe dog på kompromis med ånden i den konkrete realisme, og ind i mellem kan som beskuer (undertegnede kan naturligvis kun tale for sig selv) godt blive helt desperat af længsel efter at se en opblødning i de geometrisk perfekte og harmonisk afstemte lærreder. Dette må dog høre en senere, mere postmoderne generation til.
For Schwalbe er der ingen slinger i valsen i kampen for den konkrete kunsts unægtelig høje mål: den totale befrielse af mennesket gennem et renset malerisk sprog.

At store dele af den kunstinteresserede befolkning, folket i socialdemokratisk forstand, stadig ikke har accepteret det non-figurative maleri, er én af de sære ironier, man gang på gang støder på i kunsthistorien.

Tom Jørgensen, 2002